| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |
I dukkede bageren op til et lidt kedeligt syn. Dejen var gæret vildt og var vokset ud af gryden. Så selv om der var sparet på tørgæren, var den blevet lidt for viril. Det betød, at gæren var væltet ud over en hylde og ned på gulvet. Det kostede en håndfuld dej og en halv times rengøring. Og jeg kan hilse og sige, at den del af køkkenet ikke var gjort rent for nylig. Der var masser af spindelvæv, som jeg nænsomt prøvede at lade være. Det var jo ikke nogen hovedrengøring…
Brødet blev til gengæld fint. Når man tænker på, at der kun er en slags mel i Co-op butikken, så er det faktisk ikke nogen ringe gær. Der står ikke, at det er en Tipo 00 eller noget andet, som alle guruerne med surdej taler om. Men det virker!
Vejrudsigten sagde overskyet og med lidt regn sidst på dagen. Stadig en tant bedre end i Danmark men med lidt koldere temperatur. Perfekt til vandretur.
Vi blev enige om at gå til Elterwater igen og dreje til venstre ned mod Skelwith Bridge. Jan havde lidt forberedelser til næste uges job som guide at gøre - og hans ben måtte også gerne holde en lille pause, så vi andre traskede afsted.
Rundt om lake Grasmere og ud, hvor vandreruten mod Elterwater startede. Det nederste af mine ben syrede hurtigt til igen selv om jeg tog det stille og roligt. Inden vi nåede op til toppen, begyndte det også at summe lidt i højre ben. Det havde ikke noget med ølvom eller dårlig kondition at gøre, nåede jeg frem til. Støvlerne var simpelthen ikke gearet til at gå på de store sten og det gav for mange små vrid i musklerne. Det virkede logisk for mig, selv om jeg også besluttede mig for, at når jeg kom hjem, skulle ølvommen alligevel reduceres.
Da vi nærmede os Elterwater, dukkede der en regnbyge op. De fordømte meterologer fra YR har åbenbart heller ikke styr på en skid. De andre 3 var et godt stykke foran, så da jeg nåede ned til asfaltvejen, der fører til Elterwater, besluttede jeg mig for at følge vejen i stedet for den sti, der gik mere direkte ned til Elterwater. Den indebar nemlig et lidt fugtigt område.
Jeg havde sagt til de andre, at de bare kunne gå. Jeg vidte jo, hvor de gik hen - nemlig hen på kroen i Elterwater. Alligevel ventede de på mig og kunne ikke forstå, hvor jeg blev af.
Jeg ventede på dem ved kroen og jeg kunne godt høre, at de var lidt utilfredse med, at jeg var gået en anden vej.
Jeg rådede bod på tingene ved at byde på en kop kaffe på kroen. Regnen holdt op og Jørn fik et siddeunderlag tilbage, som han havde glemt, da vi var på kroen tidligere på ugen.
Så var vi klar til at fortsætte turen via Cumbria Way mod Skelwith Bridge. Cumbria Way er en populær vandrerute gennem Lake District - og populær det var den også i dag. Her var masser af mennesker, der vandrede frem og tilbage. Så her var man aldrig alene. Jørn og jeg omdøbte den brede sti til Cumbrian Motor Way og jeg konstaterede, at der var ikke nogen mulighed, for i stilhed at træde af på naturens vegne.
Vi fortsatte nogle kilometer til Skelwith Bridge - eller ihvertfald til vandfaldet. Kort før selve broen forlod vi Cumbria Way og op til venstre mod Little Loughrigg. Straks blev stien affolket og vi havde næsten det hele for os selv. Efter en stejl opstigning på asfaltvej i en form for feriekompleks område, fortsatte vi op til Loughrigg Tarn og hen over et græsområde, hvor fårene gnaskede lystigt, mens de gloede lige så meget på os, som vi på dem.
Vi var efterhånden så tæt på lake Grasmere nu, at vi kunne vælge at følge den tilbage til byen. Men vi havde stadig lidt kræfter tilbage i benene, så vi fortsatte væk fra Grasmere og hen langs Loughrigg Terrace. Her gik vi i samme niveau rundt og fandt en sti, der langsomt førte ned mod lake Rydal. Lige inden vi nåede den sø, gik der en anden sti ned mod lake Grasmere. Stille og rolig nærmede vi os bunden af dagens tur. Anette og Jytte valgte at gå nord om lake Grasmere. Den tur var lidt kortere men de valgte at gå en del af turen langs den stærkt trafikerede vej mellem Grasmere og Rydal. Jørn og jeg valgte den lidt længere men også mindre trafikerede vej syd om lake Grasmere. En stor del af stien havde vi efterhånden gået nogle gange i den forløbne uge og her var der også en del andre.
Tilbage i Grasmere var det tid til at tage afsked med Tweedies og Loweswater Gold. De andre synes nok, at jeg var lidt ensporet i mit ølvalg, men jeg vil gerne til bunds i opskriften fordi jeg synes, at det er en lys real ale, der stikker ud i forhold til alle de andre. Jeg fik en halv pint i Elterwater til frokost. Jeg bad barmanden om den mest populære øl og jeg synes ikke, at den nåede Loweswater Gold til sokkeholderne. Når det er sagt, så er det også sådan, at når jeg har fået et par pints af Loweswater Gold, så har jeg sværere ved at smage de fine nuancer, der er i øllet. Og jeg skal koncentrere mig mere, for at finde dem. Men sådan er det jo.
Tilbage til vores cottage. Jørn og jeg gik hen, for at handle ind til aftensmaden. Jeg havde tilbudt at lave en god suppe Minestrone a la Alex. Den bestod af resterne fra morgenmaden (Cumberland sausage, champions, tomater og lidt bacon. I Co-op supplerede vi med hvidløg, løg, gulerødder, nogle kartofler og en pakke hakket oksekød samt lidt boullion terninger. Det hele blev hakket groft og hældt i gryden sammen med lidt chorizo pølse. Det kneb lidt med at have det hele, så jeg måtte have to gryder i brug - indtil det var kogt tilpas ind.
Suppen var super varm og smagte dejligt. Der var kun puttet salt og peber i - ingen andre krydderier. Men krydderierne fra pølserne gav en dejlig smag til suppen. Jeg var tilfreds - og jeg tror de andre var det samme. Anette sørgede for at lave ristet brød med hvidløg, tomater og løg. Vi manglede lidt olivenolie på brødet men det plejede Anette aldrig at bruge.
Efter maden og almindelig hygge, trak jeg mig tilbage ved godt 9-tiden - lige tidsnok til at undgå rommen, som Jørn havde købt i Co-op.
Jeg skrev lidt dagbog, inden søvnen overmandede mig. Vi havde haft endnu en rigtig dejlig dag og en fin vandretur, der bortset fra udturen til Elterwater var en helt anden.
| Forrige dag | Oversigt | Næste dag |